176 / 190
173
dom op fattes som en Byrde, T ilfred sstillelse af
a lle N yd elser som en Lykke, og Komfort, Sel
skab eligh ed og alle de Værdier, som kan købes,
danner Basis for aandelig L ivsvirk som hed og Sin
dets T ilfred shed , saa m an Sjælen skrumpe ind,
L id en skab en visn e og i Stedet for Humor træde
Sortsyn , Ond skab sfu ldh ed og V ittighed.
De litterære bland t de liberale Jøder møder
da ogsaa L ivet m ed grundig Foragt, som kun
»Grinet« kan gøre taaleligt, eller Trods, og de ud
styrer deres H elte m ed samme Overlegenhed.
»Der er«, siger Chr. Gulmann i sin Karakteri
stik a f Eduard B randes’ Værker,1 »i dem ikke
B lom st eller Sang, ikk e et L ivets Solglim t, ikke
M indevem od eller Kunstglæde. En livsvarig Tugt
hu sfang e kunde ikke have skrevet d^m mere trø
steslø s falsk e. — Eduard Brandes har i sin be
nede Begrænsning været et mere højthvæ lvet F ri
sind den største Fare. For flere end dem, der
fu lg te ham , har han gjort Horisonten lav og Sin
det koldt«.
H vorledes har Georg Brandes selv bedøm t
d enn e Periode, der indvarsledes som en Renæ s
sance og litterær Guldalder og i Stedet bragte
ham , hvad Erik Skram kaldte »en slagen Hær«?
Med sædvanlig aaben lys Frækhed hører vi
Brandes til at begynde med reklamere hver eneste
Talen tlø sh ed op til en Kunstner og Mester. D es
uden inddrager han Ibsen, Bjørnson, Drachmann,
1 »Tilskueren« April 1904.