181 / 190
178
Har V irkn ingen a f den lib era l-jød isk e Aand
herh jemm e v ist sig som den ab solu tte Aand løs-
hed, b lev dens F rih ed s Vugge straks en K irke-
gaard, og er den forjød ede T yp e tom og overfla
disk, som den Døgn litteratur og Sp idsborger Mo
ral, der har været m ed til at danne den, saa er det
dog ikk e u in teressan t at erfare, hvorled es B evæ
gelsens Storm ester ser ud »intim e«, som han selv
har tegnet sig i sit ind til nu tre tykk e B ind s »Lev
ned«.
Sig selv uafv id end e, b lændet af sin Sk inb erøm
m else, giver Georg Brandes, fø rst i sin e R ejseind
tryk (Bd. 11), dernæst og især i sin Selvbiografi,
en rystende Sk ildring af sin Sjæl, dens Attraa,
den s m anglend e F o rho ld til Kunst, V iden skab og
R eligion, først og sid st dog dens grænseløse S elv
forgudelse.
U friv illig fæ lder Brandes den haard este D om
over sig selv, u friv illig afslører han Y nk eligh eden
i den Kultur, han har gjort sig til Fører for. Ikk e
saaledes, at han sk ildrer denn e Kultur, dens Brist
og dens Styrke og hvad der m islykk ed es i den og
hvad der lykk ed es — nej, det frem gaar a f han s
Skildring, at B evægelsen, han frem kald te, førte
til det, som var m en t m ed den: D y rk e lsen a f ham
selv. Om dette Selv drejer sig de tu sende Sider.
Vi lærer det at kend e som en Sjæl, hvo ri in tet er
forborgent, intet uend eligt, intet stort, in tet en
som t, som aldrig har arbejdet ud en at sk ele efter