184 / 190
181
bech, Top søe, Rud. Schm idt, Paludan o. s. v. o. s.
v.) ved at gøre deres P e r s o n latterlig gennem
Vitser, erklærer: »Var der noget paa Jorden, som
ikk e sy sselsa tte m ig, saa var det m ine fromme,
gudhengivn e, danske Hadere. De eksisterede sim
p elth en ikk e for m ig; jeg skænkede dem aldrig
en Tanke«. Kun de mange uden landske Kriti
kere, der har reduceret hans Værkers Værdi til
ingen ting, har han listigt tiet om , for at her
h jemm e alene de Skrig skulde høres, der rejstes
m od ham fra Danskerne. Og hvor tamme har
d isse Angreb ikke været! Alligevel klager han:
»Var det ikk e m ine kære Landsmænd, saa kunde
jeg endda naa frem«.
D et var netop f o r d i vi ikke var hans
Landsmænd , at han naaede frem , tog mod al
tænkelig V irak og illustrerede hermed sine Ord
fra en and en Lejlighed, at »de, der faar den største
Ind flyd else i et Land, oftest er af fremm ed Op
rind else og i Kraft af denne lettere slaar igen
nem «. Særlig gælder det om Jøderne, at de ved
deres Samm enhold Verden over puffer hinanden
frem , og om Danskerne, at vi, som et lille Folk ,
et ret m od lø st F o lk og et F olk uden L idenskaber,
finder det bekvem t, naar en energisk Udlænding
vil regulere saavel vor Kultur som vort Liv. Un
derligt, at denne Udlænding ikke er mere berømt,
end han er, naar m an betænker, han satte sig som
Maal at b live berøm t og fra ganske ung af ganske
ugenert har op søgt og indyndet sig hos næsten