182 / 190
179
B elønn ing , som er uden Udvikling, uden Idealer,
ud en selvstænd ig Verdensanskuelse, uden Fordy
belse und tagen i Anekdoter, uden Sans for andet
end underfund ige Manøvrer, der kan bringe ham
i ford elagtig Position . Overalt skinner Bunden
igenn em m ed m assiv Tydelighed. Paa Brandes’
Natur pa sser endnu Renans Ord om Ørkenarabe
ren: Ingen er saa lidet tilgængelig for Mystik som
han , ingen saa lidet forbavset.
Brandes, der har bebrejdet H. G. Andersen, at
denn e i sin Selvbiografi aldrig er sysselsat med
noget større end sig selv, aldrig gaar op i en Idé,
aldrig er rent befriet for Jeg’et,1 er i sin egen
k em isk fri for Tanker, uden de, der kredser om
han s P erson.
H an kend te sig, siger han, allerede som ung
som et Gudernes Barn, som den Udkaarne, »den,
hvori det dæm on iske herskede«;2 saadan føler
jo Genierne sig; m en Udfaldet viser let, hvem
der var Geni og hvem ikke! I By ron genfinder
han d isse »sit Væsens Grundtræk«: det dæmo
n isk e, skøn t han til andre T ider forledes til med
Ib sen s Dr. R elling at benævne det dæmoniske
noget Sludder. Han kalder sig ogsaa som Goethe
den en somm e Ceder, der rager op m ellem Smaa-
krattet og kun har sine Brødre paa fjærne Bjærge;
1 Kritiker og Portræter 1870, p. 353.
2 Levnet I, p. 61 og 63.
12*