183 / 190
180
han ligner sig m ed Fau st, skøn t F au st netop var
led ved Boglærdom og søgte E n som h ed en og S elv
fo rdyb elsen , m en s Brandes a ltid kun har tæret
paa andres V iden og dels har læ st sig genn em
L ivet, dels ly ttet sig genn em Selskab eligh ed . Ved
begge d isse Maader at leve paa slipper han b e
kv em t for at tænke og faar A n ledn ing til at ræ
sonnere. H an lign er heri P ro fessor H arald HøfF-
ding, om hv em han træ ffende har sagt, at næ sten
a lle Spørgsm aal bæres ham i Møde ud fra B øger
nes Verden, ikk e ud fra L ivets V irkelighed .1
Brandes op ly ser os om sin um aad elig om fa t
tende M ed lidenhed m ed M enneskene, der førte til,
at h ele han s Sjæ leliv »en T id lan g løb ud i S elv
fornægtelse, Ydm yghed og A skese«.2 Han fik og-
saa, siger han , tid ligt et »for dyb t Ind tryk af
græsk Kosm ostro og Goethes L evevisdom til at
kunn e gaa op i Hævngerrighed eller S trid sly st.3
F aren herfor har altsaa været forhaanden . Mær
keligt, at d isse Ind tryk besjæ lede ham sam tid igt
m ed, han skrev »Reaktionen i Frankrig«, den
Bog, han selv har ka ld t sin m est po lem isk e af
a lle sine Skrifter. V i b liver dog endnu m ere h u
m oristisk stem te ved at erfare, at Brandes, der
h ele sit L iv igenn em ufortrøden t og paa den tæ n
k eligst sjofle Maade har tilsm ud set sin e levend e
og døde Modstandere (P loug, Goldschm idt, Mol-
1 Tilskueren Jan. 1890.
2 Levned I, p. 117—118.
3 Levned II, p. 143.