186 / 190
183
Andersen i sin barnlige Selvoptagethed! Nej, der
er Ø rkenens tørre Øde og Rabbinerens golde Ab
strak th ed i han s Sprog.
Naar B randes’ Opgør med Livet er saa let
færdigt, er som en Anklage tillige mod dette og
Sam fundet, er det ikk e underligt, han ofte jamrer
over L ivets Siethed, som havde det narret ham .
D et h a r narret ham ; thi h a n vilde narre
Verden.
D en Maade, hvorpaa Brandes i sine Værker
har in troduceret Evropa, ligner den, hvorpaa
v isse F o lk i R enæ ssancen frembragte m ekaniske
Dyr, der kund e bevæge sig, dreje Hovedet og
give en D el Lyde, naar de blev trukket op. Han
har fryd et sin e T ilhængere med at frem vise denne
zoo log isk e Have, hvor m an hørte stive Dyreduk-
ker ho ste og harke og kradse paa Gulvet med de
døde Lemm er. Ganske morsom t, m en meget
barnagtigt.
Brandes undrer sig over, at den klare, nøgterne
M enneskeforstand, som han siger, er hans
Styrke,1) ikk e opfattes som genial. Og dog er det
n etop denn e b lo t ræsonnerende, praktisk tæn
kende, a lm indelige, normale Fornuft, der h in
drer ham i at trænge ind i saavel store Aan
ders Ind ividualitet, den, der altid er ejendom
m elig, som i andre Racers Sjælsrørelser.
D e lev end e Kulturbevægelser, de organiske,
har han aldrig forstaået, aldrig kunnet bestemme
1 Illustr. Tidende 4—2—1912.