180 / 190
177
falder til M elankoli. Da gælder det at gøre som
N an sen s Dr. Fastler: »Den bedste Kur mod m o
ralsk e Skrupler er at more sig: sm ukke Damer
eller god Mad«. Han er derfor ængstelig for at
passere de fyrre, thi det er at gaa ud af Spillet;
d en »gode Middag« er da kun det eneste, han har
tilbage; han kan ikke længere blive Manden i en
Kvindes L iv (E smann: »Pebersvende«). D isse
flade N yd elsesm enn esk er er af deres Skildrere
sletikk e iron isk opfattede; nej, det er Alvorsmænd
m ed en kræ sen Sans for de synlige Goder, med
Om hu for Adspredelser og den ydre Position,
m ed F rih ed for Tænkn ing og en indbildt væren
færd ig m ed sjæ lelig Udvikling.
Det er et a f disse Individer, Herman Bang kor
telig karak teriserer i Læge Ræbel i »De uden Fæ
dreland« (1906). »Man er jo heldigvis«, siger
denne, »K jøbenhavner a f en Aargang, der har
lært at grine ad det m este«. Endvidere: »Har De
tru ffet et lyk k e lig t Ægteskab? Jeg ikke. — Naa,
h eld igv is er m an overlegen«. Og da Grev Ughazy,
der lid er ved ikk e at have noget Fædreland at
elsk e, m isb illiger den forsvarsfjendtlige Læges
K osm opolitism e, siger denne om ham højt til sig
selv: »Han er jo dum , pure dum«.
D et er ogsaa slige Individer, Jakob Knudsen
kalder h jem lø se og zigøjneragtige, fordi de i deres
illu so risk e Verdensborgerlighed ikke vil føle sig
som F o lk ets egne Børn.
K. Simonsen: Georg Brandes.
12