178 / 190
175
Georg Brandes, der kalder L ystsp illet »en T id s
k om ed ie af Rang, af sand, litterær Værdi«.
Al d enn e Ros er ventelig. Ikke at staa sig
godt m ed de liberale Jøder vilde for enhver F or
fa tter i denn e P eriode været en økonom isk Ruin
og fo r han s Værk et Martyrium. Skønt Tiden
allerede har fejet h in D igtning bort, derimod gjort
til E k s. Bangs berøm t, saa at det skulde synes,
Georg Brandes m ed Aarene maatte blive spagere i
sin Vurdering a f D iscip lenes Fabrikater, drister
h an sig selvfølg elig til i 1901 i et Tilbageblik over
den dan sk e L itteratur under hans Ægide at udtale
som en uom tv istelig Kendelse den frækkeste
U sandh ed . Det hedder:
»Hvad m an kan rose Bevægelsen for, er dens
ren lige F o rho ld til Kirkelæren, dens aandsfri F or
h o ld til Sædvanesædeligheden og noget sam vit
tigh ed sfu ld t i dens hele kunstneriske Holdning.
D et lyk k ed es den kunstnerisk at bringe Danmark
frem i H øjd e m ed det øvrige Evropa og nu og da
paa et andet P unk t at naa lidt forud for enkelte
L and e«.1
A f en eller anden Grund er Brandes paa dette
T id spunk t ængstelig for at støde Kirke og Sæde
ligh ed , sid en han her frem stiller Brandesianismen
saa forson lig, og det hedder fra samme Tid for
en en este Gang, at vi er »et højtbegavet Folk«,2
h v ilk et h eller ikk e turde være træffende sagt, thi
1 Bd.
15, p . 197.
2 Bd. 15,
p .
66.