175 / 190
172
haab lø s, trøstesløs, »lysest naar den er graat i
graat«.
D e n m elank o lsk e Grundtone, I. P . Jacob sen
havd e givet i »N iels L yhn e« , ford i den ka rak teri
serede Mændene fra den trætte T id lige efter Kri
gen, er for Brandes a l l e T iders ob jek tive L iv s
syn. »Det er ikk e P essim ism e« , erklærer han ,
»blot Ind sigt i de haarde V ilkaar, L ivet byder«,
hvor »vi forsmæ gter hver fo r sig i en Ørken«.1
D enne væ rd iform ind sk ed e L ivsbetragtn ing ho s
Partiets Mænd er det, som især frastød te J ohan
nes Jørgensen . H an ud taler herom : »Der gaves
ej Kærlighed, kun Lyst; in tet Geni, kun b ehæ n
dige Talen ter. De svinger deres lille Gnist rundt
i Lu ften , saa det ser ud, som stod der en Glorie
om deres H oved er«.2
Georg Brandes tillægger ogsaa sin om ikk e
D iscip el, saa dog T ilhænger A lexander Ivjelland
dette sit Syn paa T ilvæ relsen , hvor denn e lader
P a stor Mårtens sige: »Der lev es et h elt L iv paa
lu tter V ragstumper, og M adeleine svarer: Saa-
ledes lever vi a lle« .3
Naturligvis! Naar efter Georg B rand es’ An
sku else det udvortes Velvære ikk e blot er en
B etingelse for A and sliv,4 m en er vort L ivs Maal
— naar for ham som for han s Fæ ller F a ttig
1 Bd. 3, p. 26—27.
2 »Livsløgn og Livssandhed« 2 Udg. 1896, p. 23.
3 Bd. 18, p. 158.
4 Bd. 17, p. 281.