185 / 190
182
alle Evropas store Navne og ho ld t Foredrag i de
fleste a f Evropas Hoved stæder, fo rud en at han
har fund et en natu rlig T ilslu tn ing i den lib era l
jød isk e Presse V erden over. D igtere har endvidere
altid været ængstelige fo r at lægge sig ud m ed en
saa skarp tunget L itterat, der tilm ed roste dem —
rigtignok paa en Maade, der altid var R ek lam e,
aldrig fu ld F orstaaelse.
A lligevel tyr Brandes — fo r at overbevise os
om sit Geni og sin Anseelse — til at referere sine
sm ukk e D am eb ek end tes K omplim enter: »De er
den fø rste nu lev end e Kritiker, Hr. Brandes«.
Anerkendelsen ud efra er for ham Betingelse
for, at han kan fø le sit Værd. Han s B itterhed er
vel m eget en F ølge af, at han genn em hele sit
Liv har ventet paa, at en b etyd elig Aand sku ld e
staa op og sige os, hvor stor en Mand Brandes
var. D ette har ingen gjort, derfor m aa han selv
fortæ lle det.
En B erømm else ud en Begrundelse og ud en
Geni eller stort T a len t kan kun for en T id og ved
R ek lam e ho ld es oppe, den falder til Jorden, naar
denne ophører. B randes’ L evn ed er sat op som
en uhyre R ek lam e, m en Selvrosen er saa pjattet,
at den virker som et Sværd rettet m od ham selv.
Dette Selv endelig — der er saa h elt ud en S elv
erk end else, uden F o rho ld til Natur eller den store
Litteratur, ud elukk end e sy sselsa t m ed Sm iger i
Selskaber og a f at debattere, hvad Salonerne
siger, — taler ikk e na iv t og i B illeder som H. C.