189 / 190
186
resp ek tfu ld m od den store Mand, hv is Aand var
Sol for en svund en Generation. Men m od Georg
Brandes, en lille Aand, der ku n vild e sit eget,
og hvis lig esaa skrivende som ufrugtbare Væ sen
kun har spredt U frugtbarhed om sig, vend er den
n y T id sig foragtelig og betragter m ed lid end e de
en fold ige b land t D an skerne, der saa længe lod
sig im ponere a f h am og lod deres Hjærne in d
stille i den R etn ing, han fordrede det.
Frigørelsen fra B rand esian ism en indtræder,
hvor v i b liver os vor N o rd iskh ed bevid st. Den
P eriode turde m aask e nu være forb i, da v i sank
saa lavt, at vi blev, som kun de allerjævneste N a
turer altid er det, b lotted e fo r N a tion a lfø lelse som
for Id ealitet og R eligion , b efindende sig v el ved
Brød og Lege og ved en god P o rtion Overtro.
D an skerne begynder igen at faa Sjæl. D et er dog
især ud en for H oved stad en , at den na tiona le B e
vid sthed vaagner. D et er ogsaa fra P rov ind sen , at
vore bed ste og m est dan ske D igtere udgaar, —
D igtere, der har fang et det dan ske Sind i dets Op
rind eligh ed og gengivet det raadende i vor Karak
ter: R acein stink tern e, som d isse stavn sbundn e
behersker Landboen s Sjæl m ed m y steriø s Stæ
dighed.
E n Bevægelse er desuden fremm e, der har
F ø lin g m ed de na tiona le og religiøse Strømm e
den ku ltiverede Verden over. S indene syn es at
aabne sig vid t og takn emm elig t og fo rv en tn in g s