383 / 594
De n ye B o d er i A aren e om k rin g 169 0
373
lød: »Vi vil os herom nærmere lade referere og videre
Ordre stille, at med dennem ej paa saadan Maade for
fares«. Da det varede Admiralitetet for længe med Af
gørelsen, fornyede det 1685 sin Henvendelse ved en ord
ret Gentagelse af den forrige. Den endelige Resolution
faldt derpaa efter et Par Maaneders Forløb nærmest i
Overensstemmelse med Indstillingens Ordlyd, dog med en
Tilføjelse og en Indskrænkning: Søfolket, Arbejderne ved
Holmen og tillige Tøjhusfolket maa ved Væven, Syen eller
anden gemen Haandgerning fortjene noget til Livets Op
hold, naar de arbejder alene og for deres Kammerater,
derimod
»ikke
for nogen af vores egne Betjente eller Bor
gerskabet her i Byen«. Trods dette kongelige Votum
synes Stillingen senere ikke at have været væsentlig for
andret. Derfor nødes Admiralitetet 1687 til atter at an
tage sig »Kongens forarmede og forfulgte Søfolks« Kla
ger; naar især de udkommanderede Mænds Kvinder og
Børn »griber til en lille Næring, saasom et eller andet
Fæmon eller Nød at slagte eller væve et Stykke Lærred
eller forrette andet, de har lært«, da »forfølges, efter
stræbes og ilde medhandles de daglig«. Dette formodes
ikke at være Kongens Mening, og Admiralitetet foreslaar,
at i ethvert Fald bør en af Søetatens egne Betjente over
være Laugenes Visitationer (efter »Bønhaser og Fuskere«
og deres Arbejder) for at kunne kontrollere Forretninger
nes Gang. Hvad der skete 1693 med NybodersVæve o. s. v.,
viser dog, at Laugene stadig havde Overtaget; og det
er betegnende, at Admiralitetet 1684 vel kunde ansætte
en Bøsseskytte som Slagter i Nyboder til at falholde Kvæg
og Kød der, men maatte stille den Betingelse, at han først
indmeldte sig i Slagterlauget.
At Søfolket ogsaa søgte at drago Nytte af, hvad Søen
selv kunde give, og saaledes blev Fiskere, er forstaaeligt:
ikke alene vandt de derved Bidrag til Husholdningen,
men deres Koner kunde ogsaa sidde ved Højbro og sælge