145 / 219
F Y R R E Å R M E D H E S T E
pct. det normale. I hestedriftens sidste år i 1890’erne kunne man
endog give 17 pct. Heller ikke det frederiksbergske selskab var
ivrigt efter at betræde nye baner, selv om det ikke nåede op på
slet så høje udbytteprocenter, men helt passivt forholdt det sig
dog ikke. Det kom i slutningen af i87o’erne ind på at udføre
»teaterkørsel« både til Casino og Folketeatret (for Det kgl. Teaters
vedkommende behøvede man ikke at indsætte ekstravogne, da de
ordinære vogne havde endestation på Kongens Nytorv) og at fore
tage et forsigtigt fremstød mod Søndre Fasanvej-kvarteret ved at
lade en vogn køre fire gange (!) om dagen fra hovedstationen i
Smallegade til hjørnet af Søndre Fasanvej og Frederiksvej.
Fra slutningen af 1880’erne voksede hovedstadens sporvejs- og
omnibusnet imidlertid allerede som følge af oprettelsen af de
nævnte trafikselskaber af sekundær betydning, selv om der også
midlertidigt var afgang at notere, da driften af dampsporvognene
indstilledes (se foran). Falkoneralléens Sporvejsselskabs vogne kørte
fra Frederiksberg Runddel ad Falkoneralléen til dels Nørrebros
Runddel, dels Halmtorvet (ad Rolighedsvej og Åboulevarden) og
Sølvgadens Sporvejsselskab ad den nævnte linie fra Tagensvej gen
nem Sølvgade til først Set. Annæ Plads, senere Kongens Nytorv.
Fra midten af 1890’erne betjente dernæst de to omnibuskompag
nier i første række Købmagergade-Frederiksborggade-strækningen
og iøvrigt andre bydele. Alt i alt blev hovedstaden da efterhånden
så velforsynet med offentlige befordringsmidler, at man i hvert
fald overalt indenfor de københavnsk-frederiksbergske kommune
grænser havde ret let ved at nå en sporvejs- eller omnibuslinie.
Det ses tydeligt af det gengivne oversigtskort fra tiden omkring år
hundredskiftet, hvor tætmasket linienettet var. Det samlede linienet,
der ikke er det samme som sporstrækningerne, idet adskillige linier
»fulgtes ad« over kortere eller længere afstande, omfattede da
også ca. 60 km mod nogle få km, da sporvejsdriften indviedes i
143