205 / 346
200
Omkring 1780 fik Jøden
B
e r n t
M
o s e s
A
n r ic h t
Privilegium paa at
forsyne de i København boende Jød er med det Brød, som de ellers havde
købt hos Laugsbagerne, og han tilkøb te sig med dette for Øje en Bager-
gaard. A t Laugsbagerne ikke har set med Velvillie paa Anricht og hans
Virksomhed fremgaar af, a t man søgte a t hindre ham i a t faa den nød
vendige Gær, saa a t der m a a tte en særlig kongelig Befaling til, førend
han erholdt dette. Jødernes Brød skulde være usyret, men Anricht ind
skrænkede sig ikke til kun a t bage for Jøder. 18. Ju n i 1785 udbad Lauget
sig en Udtalelse om, hvorledes hans Privilegium skulde forstaas, idet
han, hvis Gaard var beliggende mellem o tte andre Bagere, der hidtil
altid havde kunnet besørge Bagningen for det omboende Borgerskab,
foruden a t bage og sælge Rugbrød, bagte for alle og enhver, ogsaa for
de privilegerede frie Rugbrødsbagere, »som er næsten det eneste, hvor
ved Laugets Bagere nu i en Del Aar har haft en Del af deres Levebrød«.
Lauget kunde ikke tro , a t dette var i Overensstemmelse med hans P ri
vilegium, men a t han kun m aatte bage det Rugbrød, som han kunde
sælge i sit Hus, men ikke bage for Byens Indvaanere. 3. September s. A.
forelaa Kancelliets Svar, der gik ud paa, a t Anricht havde Tilladelse til
a t bage og udsælge groft Rugbrød til alle og enhver, og a t han desuden
m aatte bage andres Dej g. Han blev saaledes fuldt ud ligeberettiget med
Laugsbagerne, men v ar fritaget for a t have Forraad.
Anricht var ikke ene om Bagningen for Jøderne. 1789 søgte
P
h il ip
H
e r t z
om Bevilling paa Bagning for Jøder og henviste til, a t han var
kyndig i Professionen, da han havde væ ret hos Laugsbager
M
e n t z
’
s
Enke. Som sædvanlig sendtes Ansøgningen til Laugets Erklæring, der
gik ud paa, a t H e rtz ’s Kendskab til Professionen kun bestod i, a t han
havde anb rag t »Jødemærkerne« paa Brødet, som Jøderne lod bage hos
Mentz’s Enke, og a t han saaledes ikke kunde prale af sit Kendskab til
Professionen. Det vilde have væ ret mere berettiget af ham , om han
havde skrevet om sit »Kendskab til a t faliere«, th i det havde han gjort
to Gange. løvrigt viste det sig, a t Anricht ikke kunde faa saa meget at
bage for Jøderne, a t han kunde lønne sine Folk, og naar een Mand ikke
kunde leve af denne Bagning og endda sælge og bage for andre af Byens
Indbyggere, hvorledes skulde to saa kunne leve af det. Lauget oversaa
i sin Erklæring ganske, a t Mentz’s Enke jo ogsaa bagte for Jøderne og
saaledes betog Anricht hans Næring. løvrigt sluttede Erklæringen n a tu r
ligvis med den sædvanlige Beklagelse over Bagernes slette T ilstand, der
var saaledes, a t mange stod lige ved a t være nødt til a t forlade Hus og