63 / 212
60
KA Z IM IERZ SLASKI
Københavns indbyggere holder meget af at spadsere, særlig søndag
og onsdag . . .«.
»Den danske konge (Frederik VI) lod netop i disse dage afholde
store manøvrer; senere skulle prins Christian, tronarvingen, føre et
stormangreb mod København. Vi stod bag Vesterport på et sted, hvor
der var beredt soldaterfrokost til kongen, prinserne og generalerne.
Den største del af hæren defilerede denne vej. Men sikken et syn hæ
ren var, hvis man overhovedet kan kalde det en hær. Hverken ansig
ter eller holdning ser militærisk ud; de minder om en lidt mere vel
lykket teaterforestilling. Murstens- eller højrøde uniformer med blå
bukser og sorte gamacher med udtrådte sko, det er fodfolket af li
niens uniform. Rytteriet ser bedre ud. Husarer og ulaner er helt blå
med røde snore, sløjfer og kraver. Den danske hærs hoved er kyras-
sérgarden på 184 mand. De har gule og kanariegule uniformer, buk
serne er til daglig lange og blå - til parade kanariegule med sorte støv
ler; hertil kyrasser, der til soldaterne er af messing og til officererne
forgyldte. Kong Frederik V I går selv ofte med kanariegul uniform
med gyldent kyras. Den nogle og tres år gamle olding red endnu . . .«.
Takket være en anbefaling fra professor Steffens i Berlin, kunne
Przezdziecki aflægge visit hos A. G. Oehlenschlåger, som gjorde et
dybt indtryk på ham.
»Denne skandinaviske barde er omkring 50 år gammel; der er en
usædvanlig ædelhed i hans træk, de sorte øjne brænder af geni og le
vende fantasi. Han talte flydende på tysk om forskellige ting. Stor
modstander af Hegel. Fortalte om den modtagelse Schleiermacher fik,
da han vendte tilbage til Berlin. Studenterne gav en fest for ham
(d.v.s. Schleiermacher), derefter fulgte de ham, 100 mand, til Malmø
i Sverige på en damper, der specielt var lejet til denne overfart.9
Selv havde Oehlenschlåger for ikke længe siden været i Norge og
opregnede med velbehag de hædersbevisninger, der her var vist ham.
Det er sjældent en konge bliver modtaget som denne digter, som Sve
rige, Danmark og Norge kalder deres nationalskjald. Det er ikke for
gæves at Oehlenschlåger besang Balders heroiske liv og død, gud-
mennesket, der interesserede sig lige meget for den skandinaviske
Olymp og Nordens folk . . . hans landsmænd omgiver ham nemlig
med en krans af udødelig kærlighed og beundring, og det må trøste
ham efter ligegyldigheden hos de udlændinge, der kun kender ham af