164 / 187
forslaget et nyt navn: »Forslag til lov om grunderhvervelse til ordning af
Københavns banegårdsforhold«.
Herefter passerede loven med det nye navn begivenhedsløst gennem
2. og 3. behandling i Folketinget, og den barberede lov fik også en frede
lig gang gennem Landstinget. Den gamle banegårds venner frydede sig
over, at den endnu en gang var kommet gennem skærsilden.
I næste samling 1903/04 var finans- og trafikminister Hage indstillet
på at slå det afgørende slag. Men hvorfor gjorde han det ikke i den forri
ge samling? Formentlig var han under behandlingen kommet til det re
sultat, at han først måtte have sin store skattereform til side, og derfor
ville nøjes med loven om arealernes sikring. Den 13. januar 1904 fore
lagde han det tidligere forslag med visse besparelser, navnlig med hen
syn til den ny hovedbanegårds bygning, men også med visse udvidelser,
nemlig et andet dobbeltspor Østerbro-Hellerup, samt stationer ved Val
by, Vester Fælledvej og Svanemøllen. Derimod udskødes planen om en
ny ydre godslinie. De kontante tilskud fra Københavns og Frederiksberg
kommune havde man droppet, fordi de to kommuner som modydelse
havde forlangt, at alle niveauoverskæringer skulle fjernes, hvad der ville
blive meget dyrt. Da man havde besluttet at opgive den indre person
ringbane, fandt man det overflødigt at fjerne de eksisterende niveauo
verskæringer, fordi linien nu kun passeredes af ganske få godstog.
Nedlæggelsen af Frederiksberg og Nørrebro stationer for persontrafik
opretholdtes, men lovforslaget holder muligheden for genoprettelse af
persontrafik på disse stationer åben. Budgettet lød på ca. 20 mill. kr.
Ved 1. behandling i Folketinget holdt Rasmus Hansen (V) en lunken
ordførertale, hvoraf hans temmelig fossile opfattelse af problemerne
fremgik, idet han spurgte, om man ikke i stedet for Boulevardbanen
kunne anlægge en sporvejslinie mellem den nye hovedbanegård og
Østbanegården. Da han forstod, at den gik ikke, foreslog han senere i de
batten, at Boulevardbanen skulle være åben og gå gennem parkerne.
Disse fule anslag lykkedes dog ikke, men han havde ikke opgivet håbet
om at kunne presse penge af kommunerne.
Specielt kommunale synspunkter luftedes af P. Knudsen, der var
borgerrepræsentant. Han afviser antydninger af, at man vil true kom
munen til at betale ved at lade alt blive, som det er. Som ofte fremhævet
er det en sag, som omfatter hele landet. Han beklagede nedlæggelsen af
Frederiksberg og Nørrebro stationer, der i hele landet rangerede som nr.
17 og 9. Det ville økonomisk belaste folk, der fremover måtte benytte sig
Jens Vibcek
162