233 / 605
Det ridderlige Akademi i København
223
skaber, kunde h an vel have Krav paa en ordentlig Ansæt
telse, hvor h an kunde gøre Nytte, men ligesom Løftet paa
et Historiografembede aldrig blev opfyldt, m islykkedes
alle hans Forsøg p aa at opnaa et Embede, da han ved
Tronskiftet meldte sig som Ansøger. Sine O ldingeaar til
bragte han da som Læ rer for de adelige Junkere, uden
nogensinde trods alle ydre Vanskeligheder at afbryde sine
Studier. Let at have med at gøre var h an ganske vist
heller ikke; i sin Betænkning af 1693 re tte r han en meget
skarp Kritik m od Schindels Styrelse, og hans Fo rho ld til
Kollegerne h a r sikkert heller ikke været godt, for ikke
at tale om Eleverne, hvis Dovenskab og Forsømmelighed
han k a rak teriserer i meget skarpe Ord; at de h a r mere
Lyst til at ride og fægte end til at studere, og at Audito
rierne staar tomme, er formodentlig heller ingen Overdri
velse. Sikkert var Sperling ogsaa m ere en lærd Polyhistor
end en p rak tisk Lærer; hans historiske Interesser, der
mere og m ere gik i Retning af nordisk Historie, kunde
ikke gøre ham særlig skikket til at afholde det Kursus,
der krævedes ved Akademiet.
Man havde til at begynde med ogsaa an sa t en særlig
Professor i Moral, som allerede afskaffedes af Marcus
Gjøe. H ieronymus von Petkum hed denne Mand, om
hvem intet iøvrigt er os bekendt; sandsynligvis er han
en Søn af den Agent Simon Petkum , der spillede en m in
dre heldig Rolle ved Leonora Christines Tilfangetagelse.
Ogsaa denne Professor h a r i 1693 afgivet en Betænkning,
hvoraf det ses, hvorledes h an opfattede Fo rm aalet for sin
Undervisning. Noget b itte rt begynder han med at sige,
at han paa Skemaet kun h a r faaet tildelt tre ugentlige
Timer. Han behand ler her Moralens tre G rundprinciper:
Religion, Lov og fri F o rn u ft eller Philosophi, søger at vise
Disciplene F undam en terne p aa alle tre Om raader og det
rette Forhold, hvori m an skal stille sig til disse P rinciper
for ikke at komme ud i de dertil svarende K ilder til al