234 / 605
224
Det ridderlige Akademi i København
menneskelig Elendighed, nemlig i Overtro ved Misbrug
af Religionen, til b ru tal og taabelig Servilitet ved Misbrug
af Loven og til selvraadig F ræ khed ved M isbrug af Ph ilo
sophien eller den frie Fo rnu ft. Fo rsk riftern e gaar følge
lig ud paa at leve kristeligt ved dyb Æ rbødighed for Gud
og Religionen, lovmæssigt ved ubrydelig Lydighed mod
Kongen og Loven, og endelig fornu ftmæ ssigt ved at lade
Forstanden lyse for H andlingerne gennem den Sandhed,
som Samvittigheden belæ rer om. F o r at fø re et re tsk a f
fent Liv i Overensstemmelse med den sunde F o rn u ft og
endelig n aa til den højeste S ikkerhed i alle T ing giver
Læreren følgende p rak tiske Leveregler: At tilegne sig de
Maximer, som er alm indelig anerkend t i Verden og au to
riseret ved kloge Folks Approbation: saadanne, som var
ud tryk t i P roverber og Sententser, som den fra Oldtiden
stammende Samling under Navnet Publilius Syrus’ Sen
tentser og E rasmus fra Rotterdams Adagia. Endvidere al
mindelig Levevisdom, som m an kan finde baade hos de
gamle som Cicero og Seneca og hos m oderne Fo rfattere
som navnlig den spanske Jesuit Gracians Bog L ’homme
de Cour. Fremdeles ved opbyggende historiske Exempler,
som m an ligeledes finder baade hos an tike og moderne
Forfattere, hos Livius og Tacitus, hos Cornelius Nepos
og Valerius Maximus og ikke m ind re i Johannes Schæf-
fers meget læste Bog, Memorabilia Suetiae gentis exempla,
eller den endnu mere yndede Biografi af H ertug Carl af
Lothringen. Af alle disse Skrifter h a r Petkum uddraget
moralske Sententser, som under D iskurs er udviklet og
fo rk laret nøjere. Fo r at kunne fortsæ tte denne Udvik
ling, m aatte han im idlertid forudsæ tte Kendskab til
Grundprinciperne i Naturretten , og han h a r derfo r gen-
nemgaaet Pu fendorfs Compendium de officio hominis,
som var et Uddrag af det større Værk om Naturretten,
idet han altid h a r søgt at bringe dette videnskabelige Sy
stem i Forbindelse med det p rak tiske Liv. Hertil føjer