154 / 363
udnævnelsen til botaniker ved Statens plantepatologiske Forsøg,
hvor han i 1919 forfremmedes til forsøgsleder som Ravns efter
følger. Da Ravn døde i 1920, udnævntes Ferdinandsen til profes
sor i plantepatologi og også til leder af Tilsynet med Plantesyg
domme; indtil 1925 varetog han tillige forsøgslederstillingen i
Lyngby.
Ferdinandsen var en brillant lærer. Han havde udpræget pæda
gogiske evner og elskede at lære fra sig. Han havde overordentlig
let ved at udtrykke sig, og hans foredragsstil var elegant, ofte
blomstrende og lyrisk betonet. Han var en glad og humørfyldt
mand, der holdt af at fortælle historier, og han fejlede aldrig,
når det kom til pointen. Alle disse egenskaber kom hans forelæs
ninger til gode; de krydredes og oplivedes af anekdoter og vitser.
Mærkede han, at han rigtig havde tilhørerne med sig, kunne fore
læsningerne udvikle sig til et helt festfyrværkeri. Hans forelæs
ninger regnedes blandt de bedste ved Højskolen.
Hans interesse for undervisningen gav sig også udtryk i den
nidkærhed, hvormed han sørgede for gode lærebøger. Han udgav
en revideret udgave af Ravns lærebog: Smitsomme Sygdomme
hos Landbrugsplanterne (1922). Sammen med C. A. Jørgensen
skrev han en stor og fortrinlig lærebog: Skovtræernes Sygdomme
(1939) og sammen med N. F. Buchwald en lærebog: Fysiogene
Plantesygdomme (1936).
Ferdinandsens hovedindsats faldt dog indenfor plantetilsynets
arbejde. I 1923 blev de første danske fund af kartoffelbrok gjort,
og bekæmpelsen af denne ondartede sygdom skulle komme til at
lægge langt større beslag på hans arbejdskraft, end han først
anede. Efterhånden blev det Ferdinandsen klart, at en effektiv
bekæmpelse af kartoffelbrokken kun kunne opnås ved dyrkning
af brokimmune sorter, og fra omkring midten af trediverne gik
han energisk ind i et arbejde for en gradvis „immunisering" af
vor kartoffelavl.
Ved udarbejdelsen af plantesygdomsloven (1927) og senere ved
dens administration fik han brug for al sin medfødte juridiske
sans. Som den udpræget intellektuelt indstillede natur han var,
elskede han klarhed og overblik, og det var derfor ingen tilfældig
hed, når det blev lovgivningen indenfor plantepatologien, som i
151