DenKongligeVeterinærOgLandboHøjskole

ulempe ved den, at landbrugs-, havebrugs- og mejeribrugskandi-

dater ikke har direkte adgang til specialkursus, men for de flestes

vedkommende først må bestå en adgangseksamen, hvortil forbere

delsestiden er 1—2 år. Mange af de bedst begavede kandidater

kommer af den grund aldrig på specialkursus, men søger lønnet

beskæftigelse straks efter eksamen, hvorved kontingentet af kan

didater, som fortsætter studiet med videnskabelige formål for øje,

reduceres væsentligt og mister et værdifuldt islæt. En nyordning

som den, der nu overvejes, vil fjerne denne ulempe og medføre, at

et større antal kandidater optages på specialkursus, så det stadigt

stigende behov for videnskabeligt uddannede teoretikere antagelig

vil kunne dækkes — uden at kontakten mellem Højskolen og prak

sis svækkes derved.

Som en slags krone på værket i de stadige forsøg på at forbedre

undervisningen og — med Fengers ord ved indvielsen i 1858 —

at udvikle de videnskaber, som Højskolen er kaldet til at dyrke,

fik den ved kgl. anordning af 22. februar 1935 ret til at tildele

doktorgrader efter lignende regler som de, der længe har været

gældende ved Universitetet. Doktoranden skal i henhold til disse

regler indlevere en videnskabelig afhandling til sagkyndig bedøm

melse ved Højskolen og, hvis bedømmelsen falder gunstigt ud,

offentligt forsvare den mundtligt (disputere for doktorgraden)

mod sådanne indvendinger, som to officielt udpegede opponenter

samt eventuelle „opponenter ex auditorio“ måtte rette mod dens

indhold. Ifald forsvaret godkendes af de officielle opponenter, og

godkendelsen stadfæstes af Højskolens undervisningsråd, får af

handlingens forfatter ret til at kalde sig doctor medicinae veteri-

nariae eller doctor agronomiae og erhverver samtidig retten til at

holde forelæsninger ved Højskolen, om han måtte ønske det.

Lad være, at denne noget omstændelige form for videnskabelig

udmærkelse i dag af adskillige betragtes som et uhensigtsmæssigt

levn fra en tid, da der stod særlig glans omkring manden, der var

i stand til „at disputere de lærdeste materier der er dog ingen

tvivl om, at den bidrager til udvikling og videreføring af Højsko

lens videnskabelige discipliner. Doktortitlen tages fremdeles med