84 / 167
høje Priser, var overvundet, gik det støt fremad. Det gælder og-
saa for Mejeriproduktionen. Smømoteringen var i 1918 steget
til 485 Øre pr. kg, hvilket var det dobbelte af Noteringen
ved Krigens Udbrud. Denne Stigning fortsattes og naaede sit
Maksimum i 1920 med 639 Øre pr. kg. Herefter faldt den til
385 i 1923, men begyndte saa igen at stige. Eksporten voksede.
Vi arbejdede os paany ind paa de gamle Markeder for Smør, og
vi oparbejdede nye Markeder for Ost.
Paa Konsummælkens Omraade var Perioden efter Verdens
krigen paa sin Vis ogsaa en gunstig Tid, det var en Tid fuld
af Udvikling. Det var navnlig de hygiejniske Principper, som
»Enigheden« allerede fra sin Start havde hævdet, der blev byg
get videre paa. Det offentlige hjalp til med skærpede Krav i
Sundhedsvedtægt og Mælkeregulativ, og Mælkekompagnieme
gik i Brechen for Flaskemælken. Dette gjorde de ved at sætte
Prisen saaledes, at Flaskemælken kun var ganske lidt dyrere
end Spandemælken (i 1919 1 Øre). Detailmejerierne og de min
dre Engrosmejerier modarbejdede imidlertid dette, idet de hæv
dede, at Prisforskellen burde være 5 Øre, og følgelig satte de
Prisen paa Spandemælk 4 Øre under Mælkekompagniernes.
Kompagnierne besvarede denne Krigserklæring med at sænke
Prisen paa Flaskemælk med 3 Øre. Spandemælken kunde ikke
følge med, og saaledes endte den saakaldte Mælkekrig.
Fra Krigens Tid med de stærkt stigende Priser paa Smør og
Ost havde Suppleringsmælk-Leverandørerne stillet Krav om,
at Mælken blev afregnet i Forhold til det, den kunde indbringe
ved Smørlavning og Osteproduktion. Dette Krav er siden blevet
opretholdt, og Parterne, Leverandører og Mælkeforsyningerne,
har dannet et Fællesorgan,
De t københavnske Mælkenoterings
udvalg
, der siden 1920 hver Torsdag har fastsat en fælles Leve
randørpris paa Mælk af en bestemt Standard-Kvalitet leveret
til København.
82